GØR ET KUP! Spar 50-90% | Log ind


Der er masser af gode grunde til at tage et kig på dine apparater i køkkenet – der er nemlig penge at spare. Mange af os tænker nok ikke over, hvor mange apparater vi har stående på standby i køkkenet, og det er en skam, for de sluger strøm, mens vi sover, og det koster på elregningen. Andre apparater såsom elkedlen står ikke på standby, men suger rigtig meget strøm, når først den tages i brug – specielt hvis den er kalket til. Men hvis du vedligeholder dine apparater holder de længere, bruger mindre strøm og dermed færre penge, og det er jo godt for husholdningen og miljøet i sidste ende.


De største syndere:


Elkedlen bruger rigtig meget strøm – det er derfor den kan koge vand så hurtigt. Men hvis den er kalket til, bruger den endnu mere strøm, da belægningen gør det sværere for kedlen at nå kogepunktet, og derfor tager det længere tid for elkedlen at koge. Længere tid i stikkontakten betyder større strømforbrug og dermed flere penge. Derfor er det vigtig at afkalke sin elkedel ofte, så den altid er skinnende ren. Der er flere måder at afkalke elkedel på. Alt efter hvor meget kalk, der har ophobet sig inde i kedlen, kan det være nødvendigt at bruge et afkalkningsmiddel (følg altid producentens brugsvejledning), men hvis du afkalker din elkedel ofte, kan man nøjes med en svag syre såsom citron eller eddike blandet med rent vand i forholdet (1:6). Hér finder du en god guide til at afkalke elkedel.


Husk også, at det betaler sig kun at koge det vand, du skal bruge. Det giver sig selv, at det tager længere tid og bruger mere strøm at koge én liter vand, modsat hvis man koger nok til to kopper kaffe. Tøm altid kedlen fuldstændigt efter brug, da dette vil mindske kalkophobningen i kedlen, og tør ydersidens overfalder af med en hårdt opvredet klud – så undergår du skjolder.


Kaffemaskinen er en anden strømsluger, som det er værd at bide mærke i. Ikke nok med at den kan kalke til ligesom elkedlen, og derfor også skal afkalkes regelmæssigt, så står mange af dem også på standby – klar til brug når som helst. Du kan spare både miljøet og pengepungen for meget ved at slukke på kontakten og trække stikket ud. Generelt alt hvad der har en lille lysende lampe, indikerer at strøm bliver brugt. Det kan være alt fra komfur, mikrobølgeovn, opvaskemaskine, vaskemaskine, fjernsyn, ur til vejrstation osv. Undgå overflødigt strømforbrug ved at trække stikket ud. Vær dog opmærksom på at komfur, ur, vejrstation eller lign. godt kan finde på at nulstille sig selv, når der slukkes for strømmen fuldstændigt, så hvis man har nogle forudindstiller man ikke kan leve uden, bør man ikke slukke for standby. Hvis det især er uret eller vejrstationen, man har brug for, kunne et alternativ være et apparat med solceller, som hverken er afhængig af batterier eller strøm.


Nogle apparater såsom køleskabet eller fryseren kan vi ikke slukke for, men det kan være en god idé at opgradere til en nyere og mere energivenlig model, hvis der alligevel skal skiftes ud i hårde hvidevarer. Godt for økonomien og godt for miljøet.


Et sidste tip - madplanlægning


Når der alligevel er gang i strømforbruget under madlavningen, kan man spare meget ved at lave mad nok til flere forskellige måltider på samme tid. Ovnen bruger meget energi på at varme op, så man kan lige så godt udnytte det, når den er i brug. Planlæg derfor dine måltider og tilberedningen af dem; så undgår du unødigt spild af energi – både på elregningen og mentalt, da dette vil gøre aftensmaden nemmere efter en lang arbejdsdag. I sidste ende giver det mere tid til dig selv og familien. Ikke et dårligt resultat for at trække stikket ud.

Kontakt

Kundeservice

Om os

B2B